Skip to main content Skip to footer

Regler for undervisning, betaling, ind- og udmeldelse

Undervisningsåret
37 uger for instrumental- og sangundervisning.
36 uger for Grundskolehold.
30 uger for Forskolehold 2 - 5 årige.
Babymusik og hold for 1-årige kører som moduler á 10 uger gennem sæsonen.

30 uger for Dramahold

Billedkunsthold kører som moduler á 12 uger gennem sæsonen.

Instrumenter og noder
Eleven skal selv anskaffe instrument. Ved klaverundervisning skal klaver forefindes i hjemmet. Det tilrådes at anskaffelse af instrument sker i samråd med Kulturskolen/læreren. Uden instrument kan instrumentalundervisningen ikke gennemføres.
Kulturskolen råder over et begrænset antal instrumenter til udlejning til instrumentalelever (gælder ikke klaverelever). Instrumentet kan lejes det første år, hvorefter eleven selv skal anskaffe instrument.
Forsikring af instrumentet påhviler lejeren.
Elever skal medbringe eget/lejet instrument til undervisningen (gælder ikke tangentspillere).

Noder betales af eleven. Nodemateriale til sammenspilsgrupper og kor betales af Kulturskolen.
Udgifter til instrumenttilbehør såsom klarinet- og saxofonblade, obo- og fagotrør, strenge til violin og cello, afholdes af eleven efter første sæson.

Længde for soloundervisning
For 1. års elever tilbyder vi soloundervisning på 20 min. pr. uge. Efter det første år forlænges længden til 25 min. pr. uge. På udvalgte instrumenter kan man tilmelde sig gruppeundervisning, som afholdes over 50 min. For at oprette holdet kræves mindst tre tilmeldte.

Foto m.v. af elever
Furesø Kulturskole anvender fotos, lyd- og videooptagelser af skolens elever i Kulturskolens informations- og pressemateriale, på Kulturskolens og Furesø Kommunes hjemmeside og på sociale medier. Anvendelsen følger gældende persondatolovgivning og retningslinjer for GDPR i Furesø Kommune. Ved oprettelse af en brugerprofil for eleven, vil forældre/værge blive spurgt, om man vil give samtykke til anvendelse af dette materiale. Det er frivilligt om man vil give sit samtykke, og man vil til enhver tid kunne tilbagekalde det.

Betaling

Musik:
Betaling for musikundervisning opkræves 10 gange årligt fra september til juni, med forfaldsdato den 1. i måneden.

Instrumentleje, sammenspil opkræves 2 gange årligt, som udgangspunkt i oktober og februar.

Billedkunst:
Betaling for undervisning i billedkunst opkræves 2 gange årligt, som udgangspunkt i oktober og februar.

Drama:
Betaling for undervisning i drama opkræves 3 gange årligt, som udgangspunkt i november, februar og april.

Regningen kommer fra Furesø Kommune og sendes til værge/betalers e-boks. Se evt. Mit betalingsoverblik på Furesø Kommunes hjemmeside.
Betalingen kan ske via Betalingsservice, oplysninger findes på indbetalingskortet. Alternativt kan tilmelding foretages via dit pengeinstitut. Furesø Kommune opkræver et rykkergebyr på kr. 100, såfremt betalingen ikke sker rettidigt. Restance medfører udelukkelse fra undervisningen.

Søskende/-flerfagsrabat
Deltager flere søskende i Furesø Kulturskoles undervisning, betales der fuld pris for den elev, der går på det dyreste fag, hvorefter der ydes en rabat på 25% for de øvrige. Bemærk: rabatten kræver den samme betaler for alle søskende. Der gives flerfagsrabat efter samme regler.

Takster
Priserne for undervisningen i Furesø Kulturskole fastlægges af Furesø Byråd. Se priser under Priser og lektionslængder.

Omlægning af undervisning
Undervisningen kan i særlige tilfælde erstattes af anden aktivitet (fx koncert/projekt/ekskursion).

Aflysning af undervisning
Ved Kulturskolelærerens fravær søges undervisningen overtaget af en vikar. Kan dette ikke lade sig gøre aflyses undervisningen.
Aflysning af undervisningen sker udelukkende elektronisk ved sms-besked. Derfor er det vigtigt, at der angives korrekt mobiltelefonnummer ved tilmelding.
Det er vigtigt, at forældre og elever holder deres mobilnummer og e-mail adresser opdateret via elev log-in på Kulturskolens hjemmeside.

Elevafbud på grund af sygdom mv. skal ske direkte til elevens lærer.

Refusion af elevbetaling for aflyst undervisning
Undervisning der aflyses af Kulturskolen, refunderes fra og med 3. aflyste gang pr. fag pr. skoleår. Refusionen sker normalt ved sæsonens afslutning.
Undervisning der aflyses af eleven refunderes ikke. Dette gælder også hvis aflysningen skyldes deltagelse i fx skolearrangementer.

Elevers længerevarende sygdom
Hvis en elev er fraværende pga. sygdom i mere end en måned, kan eleven efter ansøgning til Furesø Kulturskole fritages for betaling i sygdomsperioden. Mail sendes til Kulturskolen@furesoe.dk

Udmeldelse
For alle elever der er tilmeldt musik og drama er betaling bindende for prøveperioden, der er de første 8 uger. Udmeldelse i prøveperioden skal være skriftlig og indsendes til Furesø Kulturskoles ledelse på mail: Kulturskolen@furesoe.dk inden periodens udløb.

Efter prøveperiodens udløb er det først muligt at melde sig ud igen med virkning fra udgangen af uge 7. Udmeldelse skal være skriftlig, og indsendes til Furesø Kulturskoles ledelse på mail: Kulturskolen@furesoe.dk, senest den 1. februar. Herefter er tilmeldingen bindende for resten af undervisningsåret.

Forskole (2-5 årige) og grundskole kan udmeldes i løbende måned + 30 dage, gennem hele sæsonen. Forløb i moduler (billedkunst, babyrytmik, rytmik for 1-årige) kan ikke udmeldes.

Udmeldelser som er begrundet i elevens sygdom, fraflytning fra Furesø Kommune eller et lærerskifte foretaget af Kulturskolen midt i skoleåret, sendes også til Kulturskolens ledelse på mail: Kulturskolen@furesoe.dk.

Voksenundervisning
Voksenundervisning foregår i forløb á 10 fortløbende uger (kun afbrudt af skoleferie). Undervisningstid og sted aftales med underviseren. Efter forløbet er begyndt er der ingen mulighed for refusion.