Om Furesø Kulturskole
Furesø Kulturskole tilbyder et varieret program af kreative aktiviteter, hvor børn og unge kan gå på opdagelse i musikkens, billedkunstens, dramaets og litteraturens verden.
Man kan opleve glæden ved at udtrykke sig kreativt og musisk, udvikle sine evner, få nye venner og være del af et fællesskab - i samarbejde med højt kvalificerede undervisere, der inspirerer og sætter kreativiteten i spil.
Kulturskolen er til for alle. Så uanset om du er nysgerrig og afprøvende, vil udvikle dine interesser eller måske har udfordringer i din hverdag, er kulturskolen for dig. Undervisningen foregår i fritiden, hvor man kan deltage på hold eller få soloundervisning. I dagtimerne tilbyder vi Kulturpakker og aktiviteter for daginstitutioner og skoler. Vi har også indsatser for børn og unge med særlige behov i tæt samarbejde med daginstitutioner og folkeskoler.
Furesø Kulturskole er en del af Furesø Kommune. Vores undervisning foregår forskellige steder i kommunen, så der altid er et tilbud i nærheden af, hvor du bor. Vi kommer også gerne på besøg i jeres institution eller på jeres skole.
Kunst og kultur har en fantastisk evne til at forme os som mennesker og åbne vores verden, det giver livsglæde og har en positiv indvirkning på sundhed og trivsel. Derfor mener vi på Furesø Kulturskole, at der skal være mere musik, billedkunst, drama og litteratur i børn og unges hverdag. Det arbejder vi for sammen med Furesø Kommune og eksterne partnere – for at skabe rige, kreative børneliv.